På vores profilbeskrivelse står der ganske rigtigt, at vi på dette VB-hold, der skal spendere hele vores april måned i Bolivia, er 22 elever. Med det skulle man jo forvente at hele elevgruppen skulle mases ind i samme jumbojet på martsmånedens sidste dag; men nej. I dag, tirsdag d. 30/3, begiver fire afstikkere (tre elever og en lærer) sig afsted til Bolivia en dag før alle andre.
Kvarteten forlader Krogerup idag kl. 16.30, flyet afgår 20.10 og vi kan med ro i sindet sætte os derind, velvidende, at det ikke er strejkeramte British Airways vi rejser med. Efter en - forhåbentlig - stille og rolig 2-timers tur med SAS, lander vi Paris de Gaulle lufthavnen, hvorefter vi skal finde vores hotel. Det skulle ikke være så svært - på de billeder vi har fundet på nettet ligner det en blanding mellem en gigantisk flyttekasse og et rumskib fra en sær, futuristisk jordfarvet galakse, og afviger radikalt fra den gængse pølsedanskers opfattelse af Paris som kærlighedens by. Men med hotellets top notch beliggenhed i latinerkvarteret og en sitrende rejsefeber i kroppen, skal vi nok få en sjov aften i de parisiske gader.
Hvorom alting er, glæder vi os meget til at komme afsted og endnu mere til igen at blive forsonet med de 19 andre elever i Miami Lufthavn på torsdag.
- af Adam Veng
tirsdag den 30. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar