Hjertet banker hutigere, naar man er oppe i saa tynd luft. Der bliver mindre luft jo hoejere op vi gaar, men selvfoelgelig skal vi op. Helt derop hvor vi slet ikke kan traekke vejret. Enten fordi der ikke er ilt eller fordi udsigten tager vejret fra én.
Vi gaar pilgrimmernes rute op til toppen af bjerget. Vi passerer fjorten kors paa vejen som guider os og fortroester. Ikke fordi der er kors, men fordi det er milepaele, de fortaeller at nu er der ikke laenge igen... til frelse vel. Det kan man godt forstaa det kaldes at naa toppen. Man kan ogsaa forstaa det turen sammenlignes med - Jesus lidelse. Men saa naar vi det endelig. Det fjortende kors. Der er udsigt over Copacabana, og Titicacasoen og bjergene. Der er koldt laenge, mens himlen bliver lysere. Saa pludseligt ser man selve solen tilte frem over bjergene og i loebet af minutter, er den over en med sit lys, sin varme, sin omfavnelse. Der bliver holdt en kort messe paa spansk paa toppen. Faderen, soennen, og helligaanden. Fuck det. Men jeg kan godt forstaa stedet er helligt.
Hilsen Kanar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar