Rigtige krigere bruger ikke myggespray...

Kl. er 9 om morgenen og vi nyder lidt morgenmad i udkanten af Buena Vista. Vores oejne er traette, men bliver hurtige store da vores pumpede chauffoer traeder ud af sin roede jeep og koerer den ene, tatoveret haend gennem travolta haaret, mens den anden tager fat i dior solbrillerne. Det her skal nok blive en fed tur.

Det er ikke for sjov, at vores chauffoer ligner en boliviansk udgave af Arnold Schwarzenegger. For vejen ud til Amboró National Park er langt fra en tresporet motorvej, men gaar over flod og land. Maja smidder medlidenhedskortet og kaprer forsaeddet, under daekke af at blive koeresyg, mens de resterende fire ankommer gule og blaa efter en sammenklemt rystetur paa bagsaedet.

Vores guide Julian er Kechua indianer og leder os gennem den vilde natur med vagtsomme oejne og manchete i haanden. Vi foelger pumaens fodspor og moeder baade giftige slanger og flagermus paa vores vej. Vi slaar lejr under et klippefremspring og spiser aftensmad i moerket.

Luftmadrasser er for patteboern, rigtige krigere sover paa papirstynde liggeunderlag og vaagner op med mandige blaa maerker over hele kroppen. Vi bader i vandfald, bestiger bjerge og erobrer det bolivianske jungleterraen. Intet bjerg er for hoejt og ingen flod er for lille til at bliver besejret af vores Power vandresko.

Efter to naetter gaar turen atter tilbage til civilisationen og vi vender stolte hjem med synlige ar og minder for livet.

Krigerbroel

Mamba Kathari, Mamai, Macho Andres, El Jefe og Wuchari

(aka Thea, Ditte, Anders, Anette og Maja)

p.s. Store, roede myggestik paa stoerrelse med hoenseaeg kan altsaa godt vaere seje og mandige.